Den gyldne skilsmisse

Af Erik Jensen

Politikens netavis lørdag 29. dec 2001

Carl Magnus Palm: Bright Lights Dark Shadows. The Real Story Of ABBA. Omnibus Press, 534 sider, 369 kr.
Anmeldt af Erik Jensen - 29 dec 2001

ABBA var på tværs af alt og alle i sin samtid. Småborgerlig sødme og familiepop i en tid styret af revolutionære paroler. Men i parcelhusene ramte kvartetten i plet. Især da det svenske sammenhold i gruppens egne ægteskaber krakelerede og skabte bittersøde bestsellere.

Søndag 5. juni 1966. En solrig eftermiddag ved byen Falköping midt i Sverige. Neden for Ålleberg-bakken stod støvet op fra den grusvej, der ledte frem til den lokale parkfestival. Fra den ene side kom en stor Volvo-varevogn, fra den anden en større armada af amerikanerbiler af mærker som Mustang og Thunderbird.

I Volvoen sad popgruppen The Hootenanny Singers med guitaristen og sangeren Björn Ulvaeus. Et sted i de store flydere sad Benny Andersson, komponist og klaverbokser i pigtrådsbandet The Hep Stars. Gennem støvskyerne så de to største musiknavne i Sverige hinanden an. Det uundgåelige var sket, og de mødtes for første gang.

Det blev aftalt at mødes og feste på Rally Hotel i den nærliggende by, Linköping, om aftenen. Vildkattene i The Hep Stars havde imidlertid misforstået noget og satte i stedet kursen mod Linköping, 160 kilometer væk. Men her var ikke noget hotel og intet rivaliserende 'Mors Drenge Orkester', så amerikanerbilerne blev vendt og fandt frem til festen.

Her opstod et stærkt bånd mellem Benny Andersson og Björn Ulvaeus. De to endte sent om natten i en park i Linköping med to guitarer. Under himmelens stjerner sang og spillede de nogle af tidens store hits sammen. Hurtigt fandt de ud af, at de delte den samme ambition om at skabe musik af holdbarhed. Som Lennon & McCartney.

»Men vi aftalte ikke noget. Det eneste, der blev sagt mellem os, var: »Måske kunne vi prøve at skrive noget sammen en dag«. Så var det pludselig morgen og ved at blive lyst«, har Benny Andersson siden fortalt.

De kom til at skrive 'noget' sammen, de to. De kom til at indspille plader, der er solgt i 350 millioner eksemplarer verden over. De kom til at skrive 'noget' sammen, de to. De kom til at indspille plader, der er solgt i 350 millioner eksemplarer verden over. De kom til at udgøre aksen, de to B'er, i Skandinaviens største musiknavn nogensinde, ABBA.

Alliancen fra bænken i Linköping syntes skabt i det hinsides. For selv om ABBA med sin familiepop, en glæde så stor og bristefærdig som en tyggegummiboble, sine småborgerlige kernefamilier og skamløse sans for det fuldfede omkvæd var på konfrontationskurs med alle tidens politiske paroler, blev gruppen 1970'ernes største musiknavn overhovedet.

I sin meget omfattende - 534 sider - bog 'Bright Lights - Dark Shadows. The Real Story of ABBA' fortæller den svenske journalist Carl Magnus Palm for første gang kvartettens både eventyrlige og bizarre historie. Efter flere sludrevorne og sladderprægede forsøg har verden dermed fået sin første store ABBA-biografi.


Pigtråd og pop

Alle fire i Kernefamilien Svensk Pop A/S var etablerede stjerner hver for sig, da de mødtes. Björn og Benny som 1960'ernes konger af pop og pigtråd. Agnetha som teenagestjernen med de grådlabile svensktopsange på repertoiret, Anni-Frid Lyngstad som evigt lovende ung jazzsangerinde med flere pladeudgivelser på samvittigheden.

Agnetha og Björn mødtes i en folkepark, hvor de begge skulle spille. Han var begejstret, hun spillede cool. I 1971 løb de atter ind i hinanden ved en tv-optagelse og gik lange ture sammen. »Björn mente, at jeg frøs meget, og at det var nødvendigt at varme mig meget. Så han lagde armene meget omkring mig«, har Agnetha Fältskog senere fortalt.

Fjernsynet førte også Anni-Frid og Benny sammen, da de begge spillede i et popprogram. Hun, den unge mor, havde forladt sin familie i provinsen og manglede et sted at bo i Stockholm. Han åbnede sin lejlighed og tog hende som logerende, men forholdet udviklede sig. Og i 1970 tog de to unge par på fællesferie til Cypern.

Hjemme i Sverige tog de to par i november 1970 endnu et skridt mod ABBA, da de tog på turne med kabareten 'Festfolk'. Det kan betyde både ægtefolk og partymennesker. Og blev en flertydig fiasko.

For det første var kæresteparrene ikke sjove. I hvert fald ikke ifølge pressen, som hæftede sig ved deres stive fremtoning og unaturlige aflevering af gags og jokes.

»Så fik vi da lært, hvad vi ikke kan«, kommenterede Benny Andersson tørt på et senere tidspunkt.

For det andet truede turneen med opløsning af de to parforhold, længe inden den tilsyneladende popidyl var etableret. Ganske vist sang Anni-Frid og Agnetha det ironiske nummer 'Vi är väninnor' på scenen. Men bagved de to kørte samtidig en filmstump, hvorpå de sviner hinanden til på det groveste. Og i virkeligheden var det ikke meget bedre.

Det tætte turnéliv fik flere gange pigerne til at eksplodere - der var fem års aldersforskel på dem, og blonde Agnetha og den mere modne brunette Anni-Frid blev aldrig hjerteveninder.
Også i de to parforhold knirkede det allerede under turneen med 'Festfolk'.

»Det er ikke en god idé både at arbejde sammen og bo sammen. Det er lettere at blive i dårligt humør. Vi sad i bilen sammen, spiste sammen, optrådte sammen, tjekkede ind på hoteller sammen. Det var bare for meget«, som Anni-Frid Lyngstad sagde efter turneen, da hun foregreb begivenhedernes gang i ABBA.

Ubrydeligt venskab

Efter den gruopvækkende oplevelse sænkede idyllen sig atter over stokroserne fra Stockholm. 6. juli 1971 blev Agnetha og Björn gift i Verum under stor offentlighed. Dagen efter roede Björn Ulvaeus med sin manager og pladeselskabsdirektør fra tiden med Hootenanny Singers, Stig 'Stikkan' Andersson, ud på en nærliggende skovsø. Ude på rum sø fremsatte Stig et tilbud til sin protegé: Björn kunne blive chefproducer og medejer af pladeselskabet Polar Records.

»Det vil jeg gerne, hvis jeg kan få Benny med«, lød svaret. Men Stig Andersson ville ikke betale mere end en månedsløn. »Hvad så hvis Benny og jeg deler min løn«, foreslog Björn Ulvaeus, og sådan blev det. De to komponister havde indgået et ubrydeligt venskab.

Resultatet lod ikke vente længe på sig. Inspireret af sydeuropæisk slagertradition, britisk pop, svensk folkemusik, vokalharmonier a la Beach Boys og en lyd så tyk som en mur som hos amerikanske Phil Spector arbejdede de to på livet løs.

I 1973 sendte Björn og Benny sangen 'Ring Ring' ind til det svenske Melodi Grand Prix, hvor en såkaldt ekspertjury skuffende placerede den som nummer tre. Da sangen kort efter blev udsendt på engelsk, blev den nummer et i seks lande. Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid, som firkløveret kaldte sig, havde vist, at deres publikum var folket og ikke eliten.

Waterloo, en vinder

Næste år gik det bedre. 'Waterloo' sejrede i Sverige og i den internationale finale i England. ABBA, som gruppen nu hed på forslag fra manager Stig Anderson efter overvejelser om Alibaba, Baba og Friends & Neighbours (!), slog igennem over night, men slap til gengæld aldrig af med det i manges øjne grimme klistermærke med påskriften Melodi Grand Prix.

Var kursen ikke just afstukket mod det finkulturelle, begyndte bankbøgerne til gengæld at bugne. Begge par havde købt villaer tæt på hinanden i den fine forstad til Stockholm, Vallentuna. Sammen gik de tur med hundene, Björns bulldog Ada og Bennys langhårede terrier Zappa.

I sandhed Venner & Naboer. Men så heller ikke mere.

»Når det går vildt for sig, låner vi plæneklipperen hos hinanden. Nogle gange er vi gået i biografen sammen, men vi løber ikke konstant frem og tilbage mellem hinandens huse. Vi arbejder for meget sammen til at kunne holde hinanden ud efter kl. fem«, som Benny Andersson fortalte om forstadslivet i 1974.

Med den ægteskabelige idyl i villakvarteret og popmøllen kværnende var ABBA stemplet. Som kapitalistisk trash. 'Kold', 'kalkuleret', 'kommerciel', 'virkelighedsflugt' var ord, som kvartetten igen og igen stødte på i 1970'ernes svenske medier.

I det årtis musikalske miljø var politisk korrekthed slet ikke en valgmulighed. Man var venstreorienteret eller ingenting alias kapitalistlakaj. Det var mondænt at være revolutionær rocker og udsende plader med politiske paroler som Røde Mor herhjemme og eksempelvis Hoolabandoola Band med Mikael Wiehe og Björn Afzelius i Sverige.

Konflikten med venstrefløjen gjorde gruppens koleriske og ikke just diplomatiske manager rasende. At forholdet mellem ABBA og legendariske 'Stikkan', der meget sent erkendte et stort alkoholproblem, var problematisk og konfliktfyldt, er en af de store afsløringer i 'Bright Lights Dark Shadows'.

»Jeg synes, at ABBA's musik er ekstremt progressiv. Det er et ord, som den yderste venstrefløj mere eller mindre har taget patent på. Men de er mere ultrakonservative end nogen andre. Med plader, der lyder, som om de er indspillet i 1930'erne, forstår jeg ikke, man kan kalde sig progressiv«, udtalte Stig Andersson, og modviljen i det socialistiske samarbejde, der kalder sig Musikbevægelsen, voksede og voksede.

Selv om alle medlemmer af ABBA åbent bekendte sig til højre side af det politiske spektrum, accepterede gruppen i nogen grad situationen.

»Jeg forstår det godt. Når man ser på den bevægelse fra 1968, som vil ændre samfundet, kan det virke provokerende med et band, som bare render rundt i plateaustøvler og spiller musik uden at tænke på noget andet«, som Benny Andersson udtrykte det.

Var det et problem at være pæne parcelhussvenskere i hjemlandet, var det til gengæld et hit i udlandet. I eksempelvis England, Tyskland og Australien, hvor ABBA's popularitet var kolossal, glædede mangen en forælder sig over gruppens uskyldige image.

»Med ABBA kan de voksne føle sig sikre, for deres børn ser på to nydelige og renvaskede, heteroseksuelle par«, skrev en australsk anmelder efter en koncert i 1975.

Grimt tøj

De fleste andre musikkritikere havde dog mere end rigeligt med at latterliggøre svenskerne for deres håbløse scenetøj, spøjse accent og renskurede familieimage. Her var ikke antydning af rollemodel for rebelske teenagere med hang til at forlade forstæderne. ABBA var simpelt hen forstæderne. Og det irriterede mangt en anmelder.

Igen var gruppen til en vis grad forstående over for kritikken.

»Noget af det tøj, jeg havde på i 1974 og 1975, er sindssygt. Det er så grimt, at ingen nogen sinde har været så dårligt klædt på scenen«, indrømmede Björn Ulvaeus senere om de stramme buksedragter med plads til behårede brystkasser og T-shirtslignende kjoler med grotesk grimme kattemotiver til pigerne.

Det hører naturligvis med i billedet, at 1970'erne var smagløshedens årti, og britiske popstjerner som Slade, Sweet, Alvin Stardust, Gary Glitter eller for den sags skyld amerikanernes The Osmonds og Elvis Presley lod ikke ABBA meget tilbage i bizar uniformering.

Verden over legede en hel generation af børn uanfægtet ABBA foran spejlene. Med tennisketsjere og mikrofoner i mors grimmeste kjole og fars strammeste træningsdragt. Her handlede det ikke om at være cowboys og indianere, men om hvem der var Frida og Agnetha.

Hvad så med drengene, spurgte jeg forleden en trofast fan fra Nordsjælland.

»Dem var der alligevel ikke plads til i spejlet«, lød det lakoniske svar.

De absurde scenedragter er en stor del af forklaringen på, at ABBA i dag er betragtet med stor kærlighed som herlig campet kitsch af mange.

Var kostumerne komiske, blev det sværere og sværere at udsætte noget på musikken. ABBA arbejdede sig på 'Arrival' frem mod en popmusikalsk perfektion med små symfonier på pladerne, hvor der var kælet ekstremt for detaljerne i de uimodståelige melodier.

Pladen blev sammen med den diskofile 'Voulez-Vouz' og 'Super Trouper' musikalske milepæle inden for pop. Indspillet med anerkendte musikere som guitaristen Janne Schaffer, der nærmest blev blacklistet blandt sine svenske kolleger, fordi han spillede med popstjernerne.

Agnethas numse

Man talte ikke højt om det dengang, men ABBA var den formildende omstændighed i de stive 1970'ere. Fanget i det skandinaviske mørke mellem snaps, Strindberg og strenghed var vi. I evige vintre og mørke.

Der var brug for humør, hits og den glæde, man ligefrem kunne svælge i hos ABBA. Kreativiteten, skabertrangen og stilsikkerheden voksede hos Björn og Benny, mens fruerne løste de vokale forpligtelser bedre og bedre.

Agnetha som den bløde sangerinde, der smilede meget uden nogensinde at se rigtigt glad ud. Hun kunne forløse den melodiske melankoli, der ofte lurede i sangene, mens Fridas styrke var den mere rockede, løsslupne, forførende og dramatiske del af repertoiret.

Selv om det var herrerne, der skabte musikken og førte ordet i de internationale medier, fordi damerne var bange for, at deres engelsk ikke slog til, var det Anni-Frid og især Agnetha, der var gruppens idoler.

ABBA stod i interviews for en forbløffende åbenhed, grænsende til naivitet. I modsætning til kolleger udtalte gruppen sig også om økonomiske forhold, hvilket stik imod hensigten var med til at øge anklagerne om 'materialisme'.

Hvordan føles det at have poppens mest sexede numse, blev Agnetha spurgt på en pressekonference i Australien.

»Hvordan skal jeg kunne svare på det, jeg har jo aldrig set den«, replicerede hun, der derefter måtte trækkes med et image som 'den frækkeste numse'. Eller slet og ret 'the swedish sin', som nogle foretrak at kalde den blonde diva.

Björnen sover

Selv om de fire hovedpersoner i ABBA var så modne og prøvede af en tilværelse som idoler i 1960'erne, at man aldrig fandt stoffer eller groupies i lejren, var svenskerne ikke engle.

»Ingen tvivl om, at vi havde et image som 'de pæne', men vi havde i sandhed nogle vilde tider på turneerne«, forklarede Agnetha senere.

Belært af de restriktive svenske regler om alkohol holdt ABBA fester på hotellerne under turneer. Her blev der ofte drukket til den lyse morgen, og under en turné i Australien var Björn pludselig væk.

Efter en lang nats eftersøgning fandt man ham døddrukken og snorksovende i sengen ved siden af gruppens private filmmand, Lasse Hallström. En episode, man gjorde meget ud af at holde for sig selv. Homofile rygter var ikke, hvad ABBA havde brug for.

At Anni-Frid og Benny ikke var gift før 1978, var slemt nok for nogle.

»Disse mennesker i deres uanstændige kostumer har indrømmet, at to af dem lever sammen uden at være velsignet i Guds hellige ægteskab. Mens dette muligvis er accepteret i det socialistiske Sverige, må denne slet skjulte form for pornografi forhindres i at komme ind i vores kristne stat. Vi må beskytte os mod spredningen af kommunistisk antikristendom«, advarede en avis i Brisbane således under gruppens besøg i Australien i 1977.

Årene med stenhårdt arbejde, udført med ægte svensk disciplin og stålsat vilje - ofte på gruppens 'skjulested', Vigsö i den stockholmske skærgård, begyndte at slide på gruppen og ægteskaberne.

Skænderier og beskyldninger føg i studiet mellem Agnetha og Björn, der blev gift som ganske unge og først nu var ved at lære hinanden at kende. På en turné kradsede Anni-Frid sin mand i ansigtet, så han måtte sminkes på scenen samme aften for at skjule ridserne.

Imens skrev sladderpressen løs om en påstået 'catfight' mellem ABBA's 'engle', Agnetha og Anni-Frid. De to sangerinder har altid ihærdigt benægtet historien om deres slagsmål og uvenskab, men vedstår gerne, at de var rivaler og konkurrenter.

»Vi pressede hinanden fremad ved hele tiden at sige: »Alt hvad du kan gøre, kan jeg gøre bedre«, som Anni-Frid sagde.

Skilsmisser

I 1978 stod det klart, at de fire bogstaver fra alfabetets begyndelse var ved at falde fra hinanden. Flere og flere af gruppens sange handlede om skilsmisser og sammenbrud i parforhold med stærkt personlige tekster af Björn Ulvaeus. Behagesyge som altid, men med en klædelig bittersød undertone.

Første antydning var 'Knowing Me, Knowing You' (1976) med linierne »No more carefree laughter/ Silence ever after/ Walking through an empty house, tears in my eyes/ Here is where the story ends, this is goodbye«.

Så fulgte 'One Man, One Woman' (1977), 'The Winner Takes it All' (1980), 'One of Us' og 'When All is Said and Done' (1981), der udgjorde nogle af ABBA's allerbedste sange. Sunget med sjælden inderlighed af Anni-Frid og Agnetha, som ordene var rettet mod.

Begge par søgte hjælp hos parterapeuter, men forgæves. Flammen var simpelt hen brændt ud efter en årrække som partnere i privatlivet og på scenen.

Med skilsmisserne som realitet var ABBA for en gangs skyld i pagt med tidsånden. I gruppens gyldne øjeblikke af bittersød realisme afspejlede dens sange det årti, hvor familierne faldt fra hinanden og skilsmisse blev et emne, man kunne producere film om, som eksempelvis 'Kramer vs Kramer' fra 1979 med Meryl Streep og Dustin Hoffman.

Gruppen, der havde investeret sine kunstneriske kræfter i at skildre kampen på den hjemlige slagmark snarere end den politiske, blev nu trøstere for de mange, som måtte give op. Og for arbejdspladsen ABBA var skilsmisserne en befrielse.

»Alt det med 'det ideelle image' og 'ægteskabelig lykke' er skabt af medierne. Vi har hele tiden været, som vi er, og nu er en skilsmisse altså også en del af vores virkelighed«, konstaterede Agnetha Fältskog.

Rehabilitering

Internt i gruppen udløste opbruddet i privatlivet i første omgang ro og fred til at arbejde uden konstante konflikter. I det hele taget var fanskaren og medierne mere medtaget af skilsmisserne end ABBA selv.

Selv om pressen ikke mindst i Sverige i ABBA's levetid ihærdigt, om end forgæves, forsøgte at grave skandaler op om gruppen, er det, som om medierne siden har besluttet sig for at bevare det pæne billede af de svenske ægtefolk. Mod kær kitsch kaster man ikke smuds.

Allerede i begyndelsen af 1980'erne, et nyt og langt mere egoistisk årti, blev ABBA taget til nåde. Gruppen modtog således i 1982 en pris fra avisen Expressen, men ikke uden at være mistænksomme.

»Det er næsten, som om vi er blevet rehabiliteret. Nu er vi gode nok, nu er vi næsten distingverede ...«, mente en forundret Frida.

Men fra da af skulle gruppen kun blive mere populære. Flere og flere rockkoryfæer talte positivt om ABBA, og da opsamlingspladen 'ABBA Gold' udkom i 1992, opstod der på det nærmeste feber. Albummet blev solgt i over 20 millioner eksemplarer og er det bedst solgte fra gruppen, der i alt har solgt omkring 30 millioner plader, herunder 85 millioner album.

Forholdet til manager Stig Anderson endte i en bitter retssag, der tvang pladeselskabet Polar til at udbetale mere end de tre procent i royalties, man havde spist ABBA af med.

For ABBA selv var eventyret forbi i 1982. Det blev ganske vist aldrig besluttet eller udtalt, men efter 'The Visitors' var der ikke mere at hente. Björn og Benny prøvede at skrive nye sange til gruppen, men kunne ikke. Ifølge Anni-Frid Lyngstad havde skilsmisserne trods alt dræbt gnisten i gruppen.

»Når man har været igennem en separation, som vi alle har, efterlader det en særlig stemning på ens arbejde. Noget forsvandt, som var så fundamentalt for den glæde i vores sange, der altid har været til stede. Selv om sangen i sig selv var stille og melankolsk, lå der altid en glæde et sted«.